Polycystisk ovariesyndrom (PCO)

Polycystisk ovariesyndrom (PCO) er en tilstand, der i de typiske tilfælde er karakteriseret ved

  • mange små cyster på æggestokkene, som oftest er forstørrede.
  • hormonforandringer
  • overvægt
  • ufrivillig barnløshed
  • øget behåring af mandlig karakter

Årsagen til denne tilstand er formentelig arvelig.

Hyppighed

Polycystisk ovariesyndrom er den hyppigst forekommende hormonforstyrrelse hos kvinder, og optræder hos 5-10%. Hyppigheden varierer alt efter, hvordan man definerer tilstanden. I normalbefolkningen vil man for eksempel kunne påvise mange små vandcyster på æggestokkene hos helt op til 25% af raske kvinder.

Årsager til polycystisk ovariesyndrom

Årsagen til polycystisk ovariesyndrom er formentlig arvelig. Fælles for tilstanden er manglende ægløsning. Man mener, at en lang række forskellige mekanismer kan være årsag til den manglende ægløsning. Vigtigt er en manglende følsomhed for insulin.

Der er derfor formentlig ikke tale om en sygdom, men polycystisk ovariesyndrom er nok snarere et symptom på en tilstand.

Symptomer på polycystisk ovariesyndrom

Polycystisk ovariesyndrom kan være ledsaget af en række symptomer:

  • Små vandcyster på æggestokkene

Ved ultralydsundersøgelse kan man vise, at æggestokkene er oftest forstørrede og indeholder et stort antal små vandcyster nær æggestokkens overflade.

  • Blødningsforstyrrelser

Manglende ægløsning medfører uregelmæssige blødninger. Hver anden kvinde med PCO vil således have ganske få menstruationer i løbet af et år. Hver fjerde kvinde med PCO har overhovedet ingen blødninger.

  • Overvægt

Op mod halvdelen af kvinder med PCO er overvægtige. Det er karakteristisk, at fedtvævet mest er fordelt på den øverste del af kroppen, den såkaldte mandlige fedtfordeling (æbleform).

  • Ufrivillig barnløshed

Manglende ægløsning medfører ufrivillig barnløshed. Ca. halvdelen af alle kvinder med PCO, har brug for hjælp for at blive gravide.

  • Øget behåring af mandlig type

Hos en stor del kvinder med PCO finder man øget behåring - af mandlig type. Dvs. skægvækst, behåring på og mellem brysterne, på lårenes inderside, samt en spids afgrænsning af kønsbehåring op mod navlen. Der kan samtidig optræde en tendens til uren hud. Hos få procent af kvinder med PCO optræder hårtab af mandlig type, karakteriseret med høje tindinger.

  • Udslæt

Der kan i få procent af kvinder med PCO optræde et karakteristisk udslæt. Man kan også se forandringer i huden, i form af let misfarvet hud med uregelmæssig overflade lokaliseret til nakke, hals, skridt, armhuler og under brystet (acantosis nigricans).

Ovennævnte symptomer behøver ikke at optræde hos alle kvinder, og symptomerne kan være mere eller mindre fremtrædende.

Hvad kan man selv gøre?

Ved længerevarende blødningsproblemer eller ufrivillig barnløshed bør man søge læge. Vægttab hos overvægtige kvinder med PCO kan være en effektiv behandling ved manglende ægløsning og uregelmæssige blødninger.

Forløb

Behandling af PCO giver gode muligheder for at etablere normale ægløsninger, og dermed et regelmæssigt blødningsmønster. Dvs., at man kan opnå en regelmæssig menstruationscyklus. På længere sigt vil kvinder med PCO have en øget risiko for udvikling af gammelmands sukkersyge (type 2 diabetes), forhøjet blodtryk, hjerte-karsygdomme, forøget kolesterol og celleforendringer/ kræft i livmoderhulheden.

Undersøgelser

Kvindens sygehistorie og udseende vil ofte give et fingerpeg om, at patienten har PCO. Man kan supplere med en ultralydsundersøgelse af æggestokkene, samt hormonanalyser. Typisk vil man måle blodets indhold af de overordnede kønshormoner, der regulerer æggestokkenes funktion (LH, FSH), samt koncentrationen af mandlige kønshormoner (Androgener).

Behandling af polycystisk ovariesyndrom

Behandlingen vil afhænge af, hvilke symptomer man har.

  • Små vandcyster på æggestokkene

Kræver ingen behandling i sig selv.

  • Blødningsforstyrrelser

Kvinder, der ikke har noget graviditetsønske, kan behandles med p-piller med lavt hormonindhold. F.eks. Yaz eller med Metformin.

Første valg er ofte Metformin. Det er den samme medicin, som man anvender til behandling af gammelmands sukkersyge. Medicinen øger cellernes følsomhed for insulin, og hjælper med at normalisere sukkerbalancen.Hvis der anvendes P-piller, er det ofte i perioder på 3 måneder ad gangen.

Er kvinden ufrivillig barnløs, kan hun tilbydes graviditetsfremmende behandling, enten i form af hormonbehandling eller sjældent kirurgi. (En operation, hvor man reducerer mængden af væv i æggestokkene, kaldet punktbrænding, synes at give en god chance for efterfølgende at opnå graviditet). Kvinder med PCO, der opnår graviditet, har let øget risiko for at abortere spontant.

  • Overvægt

Overvægtige kvinder med PCO har super god effekt af vægttab. Et vægttab på mere end 5% vil, hos 60% af de overvægtige kvinder med PCO, medføre ægløsning og regelmæssig menstruation.

  • Øget behåring af mandlig type

Behandling af den øgede behåring af mandlig type omfatter medicinsk behandling og hårfjernelse (epilering).

 Medicinsk behandling

Medicinsk behandling kan være behandling med P-piller, f.eks. Yaz eller Yasmin. Det kan også være Spirix, som er et ældre let vanddrivende middel, der som bivirkning har hårtab på de uønskede steder. Det er langtidsbehandling der skal til, fordi håret kommer igen, hvis man ophører med behandlingen.

Hvis der er rigelig uønsket hårvækst i ansigtet, kan du henvises til epilering (dvs. fjernelse med laser), hos en af fire hudlæger i regionen.

Disse fire er:

  • Urs Broby Johansen, Egedal 3, 4615 Karlslunde. Tlf. 4615 0333. www.Dr.Urs.dk
  • Niels Bech-Thomsen, Dehnsvej 6, 4700 Næstved. Tlf. 5573 6717.
  • Steffen Munkvad, Smedegade 6, 4200 Slagelse. Tlf. 5852 6301. www.hud-laser-klinik.dk
  • John Larsen, Frydenhøj Alle 73, 1. sal 2670 Greve Tlf: 43 90 90 25 www.hudlaegenihundige.dk