Sexologiske problemer

En seksuel forstyrrelse kan enten opstå på grund af manglende evne (seksuel dysfunktion) eller på grund af manglende lyst. Forstyrrelsen kan have været til stede altid, eller den kan være opstået senere. Den kan være total eller delvis, og den kan være situationsbestemt, fx i tilfælde hvor en kvinde godt kan få orgasme ved onani, men ikke når partneren er til stede.

Årsager til seksuelle forstyrrelser er sjældent entydige. Som regel er der flere faktorer der tilsammen bevirker, at en seksuel forstyrrelse opstår. Det kan både være kropsligt, psykisk og socialt betinget.

Samlivsterapi

Sexologisk samlivsterapi benytter sig af erfaringer fra flere terapiformer, fx psykodynamisk terapi med konflikt- og modstandsbearbejdning, parterapi, familieterapi, kognitiv terapi, kropsterapi og adfærdsterapi, herunder sensualitetstræning. I forbindelse med samlivsterapi kan terapeuten også oplyse om anatomi, fysiologi, stimulationsteknik og prævention. I samlivsterapi gælder det om at parret får gode erfaringer ved det kropslige samvær for blandt andet at fjerne præstationsangsten (angst for ikke at slå til, f.eks. at rejsningen falder). Man anvender den såkaldte sensualitetstræning, øvelser som parret efter instruktion af terapeuten i fællesskab skal udføre derhjemme.

Øvelser

Afhængig af den seksuelle forstyrrelse kan der derudover gives specielle instruktioner om fx masturbationstræning (onaniøvelser) ved manglende orgasme, stop/startøvelser (masturbationstræning med formålet at hæve tærsklen for udløsning) ved for tidlig sædafgang og desensibilisering (langsom tilvænning til stadig større genstande i skeden) ved vaginisme. Sideløbende med disse øvelser kan anvendes videofilm eller andet instruktionsmateriale. Alle øvelser udfører patienterne derhjemme imellem samtalerne med terapeuten.

Behandling og betaling

Desværre mistede alle praktiserende sexologer deres offentlige kontrakter, da Amter overgik til Regioner. Dette betyder i praksis, at der kun er to offentlige klinikker i Danmark, hvor man kan få gratis behandling for sexologiske lidelser. Denne ene klinik hører under Rigshopitalet og har ventetider på optil to år. Den anden ligger i Randers i forbindelse med Gynækologisk / Obstetrisk afdeling.

Ønsker du derfor behandling og sexologisk rådgivning, skal du desværre ofte selv betale. Du kan bede om en henvisning fra din læge og komme til samtale/ undersøgelse,så det kan afklares om det er en sexologisk lidelse, eller problemet kan afhjælpes på anden vis.

Priser:

1 konsultation for enkelt personer: 800,-

1 konsultation for par: 1200,-

En konsultation varer typisk  omkring 1 time.