Her kan du finde svar på oftest stillede spørgsmål.


Spg. Må jeg havde menstruation til undersøgelserne?

Svar. Ved mange undersøgelser, kan du godt have menstruation, men ved følgende undersøgelser må du ikke have menstruation:

  • Undersøgelse for celleforandringer 
  • Vandskanning
  • Operationer på Livmoderhalsen (Keglesnit) og i skeden
  • Opsætning af spiral (dog muligt på sidste dag af din menstruation)

Spg. Skal jeg være fastende?

Svar. Nej det behøver du ikke; heller ikke ved operationerne.


Spg. Hvor længe skal jeg være sygemeldt?

Svar. Ved de fleste konsultationer skal du ikke være sygemeldt bagefter, men ved visse indgreb, anbefaler vi at du er sygemeldt 2-3 dage.


Spg. Når der står på en recept, at medicinen må udleveres flere gange, kan jeg så bruge den hvis jeg f.eks. får svamp en anden gang?

Svar. Når der står genudleveres et antal gange, f.eks. ved behandling af svamp, betyder det, at behandlingen kun skal gentages, hvis der er de samme symptomer på svamp. Er du i tvivl, tilrådes du at kontakte egen læge.


Spg. Hvad koster det at gå til gynækolog?

Svar. Alle gruppe 1 patienter får alt betalt af det offentlige, med undtagelse af spiral, ringpessar og medicin. Dog skal din egen læge have henvist dig først -ellers skal du i prinicppet betale selv. Gruppe 2 patienter og selvbetalere kan få priser oplyst hos sekretæren.


Spg. Hvorfor skal jeg tisse inden konsultation?

Svar. Ved mange undersøgelser bliver du scannet, og denne scanning bliver ikke særlig god, hvis du har en fyldt eller bare delvist fyldt blære. Så hvis du ikke tisser inden konsultationen, risikerer du at blive sendt på toilettet midt under undersøgelsen.


Spg. Hvordan fungerer en henvisning?

Svar. En henvisning har en levetid på 180 dage fra den dag din læge har sendt den ud. Men har du været hos os, og oplever, indenfor 180 dage, problemer af dem, som henvisningen var udstedt omkring, så kan du stadigvæk bruge din henvisning.

Du skal være opmærksom på, at en henvisning fungerer ligesom et klippekort, dvs. at du kan kun se, tale eller maile med en speciallæge X antal gange før din henvisning udløber!

F.eks. har du 2 konsultationer, 2 telefonsamtaler og får 6 mailsvar, så er din henvisning udløbet.

Din henvisning knytter sig kun til en problemstilling, så oplever du andre problemer, så skal du have en ny henvisning fra egen læge.


Spg. Må jeg parkere på p-pladserne i Købmandsgården?

Svar: Nej, disse pladser er private, og du risikerer at få en bøde. Men du kan holde både på Schmeltz P-plads og grus-parkeringspladsen på hjørnet af Allehelgensgade og Borchsgade. Begge ligger indenfor 100 meter fra klinikken, og er gratis i 2 timer (husk dog at sætte P-skiven).